Når du køber en killing
Ønskeliste vs. Venteliste
Når du kontakter os kommer du på ”Ønskelisten”. Benyt kontaktformularen og beskriv bedst muligt dig selv, din husstand og dine ønsker. Fortæl også, hvad du kan og vil tilbyde en kat/killing fra Nordhaven.
Det er ikke helt nok at skrive, hvor du bor og at du ønsker dig en Ragdoll. Der skal lidt mere til.
Vi får en dialog igang og kommer til at kende lidt til hinanden.
For at komme i betragtning til en kat/killing, og dermed en plads på ”Ventelisten” finder vi i fællesskab en dato for et besøg, hvor du møder os og vores voksne katte. Dette besøg skal ske på et tidspunkt, hvor vi ikke har killinger, eller hvor alle killinger er reserveret. Grunden til det er, at killinger forblænder og så glemmer man at kigge og mærke efter alt det andet, der er vigtigt i forbindelse med at købe en kat.
Når du har været på besøg og både du og vi er enige om, at der er opstået gensidig tillid og du synes du er klar til en kat/killing fra os, flyttes dit navn fra Ønskelisten til Ventelisten. Herfra er du sikker på, at der kommer en killing til dig på et tidspunkt. Vi kan naturligvis ikke love, hvor hurtigt du kan få pelsdyret, da det jo er levende væsner vi arbejder med. Det er ikke altid kattene er helt enige i vores ønsker. Vi kan arbejde med nok så mange planer og statistikker, men kattene gør nu engang det katte gør, – og helt i deres eget tempo.
Når vi har en drægtig kat modtager vi besøg indtil et par uger før termin og igen tidligst fra killingerne er 4-6 uger gamle.
Når vores kælekillinger flytter hjemmefra er de:
- Vaccineret 2 gange
- ID-Chippet
- Neutraliseret (> 2 kg)
- Sundhedstjekket hos dyrlægen minimum 2 gange
- Registreret i Dansk Katteregister
- Forsikret hos Agria
- og har fået ormekur 3 gange
- 14 – 16 uger gamle
- Desuden medbringer de:
- FIFe / Felis Danica Stamtavle
- Sundhedsbog fra dyrlægen
- Købekontrakt
- Madpakke til de første dage
- Lidt kendt legetøj
- Pasningsvejledning
Når vores avlskillinger flytter hjemmefra er de:
- Vaccineret 2 gange
- ID-Chippet
- Sundhedstjekket hos dyrlægen minimum 2 gange
- Registreret i Dansk Katteregister
- Forsikret hos Agria
- DNA-testet for HCM og blodtype
- og har fået ormekur 3 gange
- Desuden medbringer de:
- FIFe / Felis Danica Stamtavle
- Sundhedsbog fra dyrlægen
- Købekontrakt
- Madpakke til de første dage
- Lidt kendt legetøj